Tiramisu med blomsterdrys – italiensk dessert i glas

Tiramisu med blomsterdrys

Tiramisu er måske den allerbedst kendte dessert fra Italien, og det er ikke for ingenting, at ordet direkte oversat betyder ”træk mig op”. Med denne dessert når du med garanti op i de himmelske højder, og den er med sin fine balance i mellem bittert og sødt helt perfekt som afslutning på en god middag. Servér den gerne i portionsglas, her de fine rustikke mason jars, på den måde vil den også passe fint ind, hvis der i forbindelse med en fest som bryllup eller barnedåb laves en dessertbuffet med et udvalg af forskellige lækre desserter i portions størrelse.

Tiramisu

Som det ofte er med italienske klassikere, så er der lige så mange måder at lave dem på, som der er familier i Italien! Der er dog nogle elementer, der helt sikkert ikke kan undværes, nemlig ladyfingers, stærk kaffe og Mascarpone – den specielle italienske flødeost, som vi ikke har noget i Danmark, der egentlig minder om. Den kan heldigvis købes i de fleste danske supermarkeder, og det er også tilfældet med ladyfingers, på italiensk ”savoiardi”, som er de tørre aflange sukkerbrødskager, som lægges i bunden. Der skal også bruges en god likør, og her er den sicilianske Marsala vin oplagt. Alternativt kan man bruge en god portvin, vin santo, rom eller Amaretto-likør.

Du skal bruge følgende:

Nok til ca. 6 personer/6 mason jars

  • 4 pasteuriserede æggeblommer
  • 3 pasteuriserede æggehvider
  • 100 gram sukker
  • 2 bægre Mascarpone (i alt 500 g.)
  • 1 kop afkølet stærk kaffe, gerne espresso
  • 1 dl. Marsala vin (portvin, rom eller anden likør)
  • 12 ladyfingers
  • Kakaopulver
  • Spiselige tørrede blomster

Fremgangsmåde:

  • Pisk æggeblommer og sukker til en luftig hvid creme.
  • Rør mascarponen blød med ¼ dl. af Marsala vinen.
  • Bland æggecremen og mascarponen i en skål.
  • Pisk æggehviderne stive og vend dem forsigtigt i mascarpone/ægge-cremen.
  • Læg 2 ladyfingers i mindre stykker ned i hvert glas/mason jar.
  • Hæld ca. 3 spiseskefulde kaffe og 2 spiseskefulde Marsala vin over dem.
  • Hæld til sidst cremen over kagerne i bunde af glasset, dæk til med film og stil i køleskabet i mindst 3 timer.
  • Ved servering sies et tyndtlag kakaopulver ovenpå, og der pyntes med spiselige tørrede blomster. Her har vi valgt det smukke farvestrålende mix med kornblomster fra det danske krydderi brand Mill & Mortar.

Så er der kun tilbage at sige: God appetit!

italiensk tiramisu opskrift

tiramisu-i-mason-jars

tiramisu-med-kageflag